Flybilletter | MC/billeje | Top attraktioner | Shopping | Restauranter | Golf | Strande | DiverseDansk | English

Flybilletter


Vær opmærksom på at fra d. 12. januar 2009 er visum-reglerne for indrejse i USA ændrede. Fra denne dato kræver de amerikanske myndigheder at passagerer der ikke har visum, men som opfylder kravene til at rejse under "Visa Waiver Program", skal ansøge elektronisk her før indrejse til USA.

Ansøgningen som kaldes ESTA (Electronic System Travel for Authorization) skal udfyldes inden afrejse. Myndighederne anbefaler, at dette gøres 72 timer før afrejse. I de fleste tilfælde behandles ansøgningen med det samme, og svaret gives online med det samme. Det er passagerens eget ansvar, at ansøge om og fremvise et ESTA. Og bemærk at nogle flyselskaber som f.eks. Lufthansa forlanger at se et bevis på godkendt ESTA, enten på papir eller elektronisk på en smartphone eller tablet, ved indtjekning. Så husk at medbringe det på rejsen.

Fra den 8. september 2010 skal du betale et ESTA gebyr på 21 dollars pr. person (steget fra 14$ pr. den 1. juni, 2022) for at få en forhåndsgodkendelse til indrejse i USA, hidtil har den været gratis. En godkendelse er gyldig til et ubegrænset antal rejser til USA i en 2-årig periode, men husk at opdatere info vedr. flynr., ankomst og den første adresse for hvert besøg. ESTA kan genfindes via kvitteringsnummer eller søg det via dit pas-nr.

Ved indtjekning kontrolleres det, at passageren har et godkendt ESTA fra den information som aflæses elektronisk fra passet. I overgangsperioden krævede myndighederne, at den grønne blanket (I-94W) også skulle udfyldes i flyveren - det skal man ikke længere.

De fleste statsborgere i Skandinavien kan rejse til USA uden visum (i op til 90 dage) under Visa Waiver programmet. Bemærk, at der kræves et maskinlæsbart pas – ellers skal du søge om visum. Hvis du er det mindste i tvivl om indrejse- og pasreglerne, så tjek Highways-USA.com, her finder du altid de nyeste regler grundigt beskrevet.

Husk i øvrigt at tegne en rejseforsikring hvis uheldet skulle være ude, for det gule sygesikringsbevis dækker IKKE i USA.

Tips og Tricks generelt

Der findes RIGTIGT MANGE flyruter over Atlanten og rigtigt mange flyselskaber, så det kan være lidt af en jungle, at finde den rigtige rute til den rigtige pris - her er nogle af de erfaringer vi har gjort os.

For at finde den bedste rute til den billigste pris, så vær opmærksom på følgende:
  • Læg jer fast på rejsedatoerne, men vær fleksibel, hav en margin på ca. +/- en uge.
  • Vær i god tid, helst ca. 5-6 måneder før afrejsen, og gerne 9-11 mdr. hvis det er til en højsæson og I skal rejse mange sammen.
  • Undgå ud- og hjemrejse på lørdage! Det er generelt den dyreste dag at flyve.
  • Vælg i stedet udrejse søndag / mandag og hjemrejse fredag, søndag eller mandag.
  • Da vi, som de fleste andre udlejere, alligevel tilbyder fleksible skiftedage, så er det ikke noget problem.
  • Rejsetiden ligger normalt på ca. 13-18 timer. Generelt er ruter med kortere rejsetid dyrere end ruter med længere rejsetid dvs. at direkte flyruter er hurtigst og dyrest.
  • Tjek også flyruter til Tampa Airport, ex. med Lufthansa, det kan være et billigere alt. til Miami og Orlando specielt i højsæsonen
  • OG ENDELIG: Hold godt øje med kampagner - der er mange af dem!
Brug momondo. Denne søgemaskine finder de fleste flyselskaber, og er godt opdateret med priserne. Og besøg den jævnligt (ugentligt) for at spotte kampagnerne.

Besøg derefter rejsearrangørernes hjemmesider, som Momondo link'er til. Priserne kan som de også selv skriver, ændre sig fra dag til dag, og kan være både billigere, dyrere eller udsolgt.

Gå ind og søg direkte på flyselskabernes egne hjemmesider, for her kan man typisk finde mange flere flyafgange end dem der kommer frem på Momondo. Skal I rejse fra Jylland, så er Lufthansa og KLM / AirFrance de to største aktører fra Billund via hhv. Frankfurt og Amsterdam eller Paris.
travelstart og travellink er også to gode bud på bureauer der formidler / sælger flybilletter.

Bemærk at Travelstart er et svensk selskab og at flybilletter derfor afregnes i svenske kroner = kursdifference. Det koster typisk op til kr. 200,- i gebyr for betaling med f.eks. VISA eller Mastercard, men skulle det ske at flyselskabet går konkurs, har du omvendt bedre muligheder for at få pengene refunderet, når der betales med internationale kreditkort.


Prisniveau

Prisniveauet for en flybillet Orlando tur/retur ligger typisk fra ca. 4.500,- kr. pr. voksen og opefter. De billigste billetter vi har booket er med British Airways fra Billund - London Heathrow - Miami i oktober 2016 til kr. 2.900,- tur/retur inkl. skatter og afgifter. Herefter er der 3,5 timers kørsel til Orlando, og det kan være en hård tur at køre direkte efter flyveturen, så tager I denne rute, så overvej at starte med at bruge een eller flere dage i Miami.

Derfor fløj vi i maj 2013 med Lufthansa fra Billund - Frankfurt - Orlando, og det er den hurtigste / mest direkte rute fra Jylland pt. og til fornuftige priser a kr. 4.680,- pr. næse. Det var første gang vi fløj med Lufthansa, men det er ikke sidste gang. Rejsetiden "dør til dør" var i alt 19 timer på udrejsen og 20 timer på hjemrejsen, det er den korteste totale rejsetid, vi har prøvet (ud af 6 rejser). Alle fire fly afgik til tiden, der var fin service om bord med 2x varm mad over Atlanten (og rigtig bestik!), rigeligt med drikkevarer og ok underholdning. Det lykkedes også at tjekke ind hjemmefra (åbnes 24 timer før afgang), og fik printet alle bordingpass hjemmefra, så det lettede også rejsen, både ud og hjem. Det eneste bøvl med online indtjekning var sædereserveringen, den kunne Lufthansa godt lave nemmere/ smartere. Og bemærk at Lufthansa forlanger at se dokumentation for godkendt ESTA ved indtjekning.

Afrejse fra Danmark / Tyskland

For jyder og fynboer er Billund den letteste lufthavn at flyve fra, men tjek også Hamburg Lufthavn! Den ligger nord for byen - afkørsel ved IKEA skiltet - og er dermed meget let at komme til. . Og så sparer jyderne og fynboerne desuden broafgiften til Storebælt, så det er et godt alternativ til Kastrup. BEMÆRK dog at vi de sidste 3-4 år IKKE har kunnet finde konkurrencedygtige flypriser eller flytider fra Hamburg til Florida, altså set i fht. at rejse fra Billund.

Link til Hamburg Lufthavn - info på både engelsk og dansk.

Parkering kan være en udfordring i højsæsonen, så husk at afsætte min. en halv time til at finde en parkeringsplads og tage shuttle-bussen (der er gratis) retur til terminalerne. P-pladserne 8 og 9 er de billigste med ca. 20-30 kr. i døgnet, men de ligger også et godt stykke fra terminalerne.

Vejbeskrivelse fra Padborg til Hamburg Lufthavn:
Padborg - Hamburg ruteplan.

Flyruter

Som allerede nævnt så findes der et utal af muligheder - nogle af de mest "almindeligt brugte" ruter er:

Billund - Paris - Orlando eller Billund - Amsterdam - Orlando (AirFrance eller KLM)
Billund - Frankfurt - Orlando eller Billund - Frankfurt - Tampa (Lufthansa)
Billund - London Heathrow - Miami eller Orlando (British Airways og Virgin Atlantic )

København - London - Orlando (Virgin Atlantic eller SAS)

Bemærk at Norwegian har annonceret at de desværre stopper med deres direkte flyvning fra København - Fort Lauderdale. Newark (N.Y.), Atlanta, Detroit og Washington anvendes ofte som mellemstationer i USA, for de har alle mange daglige ruter til og fra Orlando, men som hovedregel så er det både rarest og nemmest at tage mellemlandingen i Europa.

Bemærk at ved højsæson og hvis man skal flyve fra Billund, så kan man med fordel vælge at flyve til Tampa. Lufthansa og United Airlines har mange afgange via Frankfurt og til fornuftige priser set i forhold til både Orlando og Miami. Og der er fortsat "kun" ca. 1 time og 15 min. kørsel til Paradise Palms Resort fra Tampa Airport.

Flyrute via London

Hvis du vælger at flyve over London med ankomst i Heathrow og afgang fra Gatwick, så skal du være opmærksom på følgende:

  • Det er ikke muligt at tjekke bagagen ind hele vejen (tro os - vi har forsøgt!). Dvs. man skal selv hente og transportere bagagen mellem de to lufthavne og tjekke den ind igen.
  • Transit mellem de to lufthavne tager godt en time med bus, der koster ca. 30 britiske pund pr. næse pr. vej. Dvs. at der løber ca. ekstra 500,- kr. på i rejseomkostninger pr. person tur / retur.
  • Flyselskaberne beregner min. 4 - 5 timer (= ekstra rejsetid) i London til transit.

Lufthavne i Orlando

Der er to lufthavne i Orlando:
Orlando International Airport (MCO)
(ca. 35 min. kørsel, mest rutefly)

Sanford International Airport
(ca. 1 times kørsel - mest charterfly).

Umiddelbart er det kun Icelandair der benytter sig af Sanford Lufthavnen.